Ballonens historie - kort fortalt

ballon,(af fr. ballon, forstørrelsesform til balle 'kugle'), aerostat, ikke-mekanisk luftfartøj uden styre- og fremdrivningsanordninger og lettere end den atmosfæriske luft. Med ballonen hævede mennesket sig første gang fra jorden. En ballon består af en kurv til besætning og udstyr samt af et hylster fyldt med en luftart, der er lettere end den omgivende luft, hvilket bevirker en opdrift, der får ballonen til at løfte sig. 

Ballonen menes at have været benyttet i Kina i begyndelsen af 1300-tallet, ligesom der findes beretninger om ballonforsøg i århundrederne derefter. Men som ballonens egentlige opfinder regnes Joseph Montgolfier, der sammen med broderen Étienne den 5. juni 1783 opsendte en ubemandet lærredsballon, som på den tid var en stor sensation.

Brødrene var sønner af en papirfabrikant, og mens de en dag legede med lette papirposer, opdagede de, at når papirposerne kom henover åben varme, steg de op mod taget. Dette fik brødrene til efterfølgende også at eksperimentere med større sække lavet af andet materiale. 

I september 1783 opsendte de således en varmluftballon med et får, en and og en hane, som alle kom ned i god behold. Ballonen var lavet af papir og blev opvarmet af et bål af våd halm og fåreuld. Man troede nemlig, at opdriften kom fra selve røgen, som jo ligner skyer, idet man ikke vidste, at opvarmet luft udvider sig og dermed får mindre massefylde. Alt dette blev udført i Versailles i overværelse af kong Ludvig XVI for at få kongens tilladelse til videre forsøg med mennesker ombord.

 
Den første ballonopstigning med mennesker om bord fandt sted 21. november 1783 med Pilâtre de Rozier og Marquis d'Arlandes i en varmluftballon, der fik betegnelsen "montgolfiere" efter opfinderne, brødrene Joseph og Étienne Montgolfier. Turen varede i alt 25 minutter i 100 meter højde over Paris, og ballonen fløj over en strækning på 9 kilometer. Den første bemandede flyvning var således en realitet - mere end 100 år tidligere end brødrene Wrights historiske flyvning ved Kitty Hawk.

Ballonflyvning blev temmeligt populært i mere end et halvt århundrede i Europa, og blot 10 dage efter den første bemandede varmluftflyvning foretog den franske fysiker J.A.C. Charles den første bemandede flyvning i en brintballon. 1800-tallets bønder var dog skræmt fra vid og sans, når disse underlige tingester kom dalende ned fra himlen og gav sig til at angribe dem med høtyve. De tidligste aeronauter fik derfor hurtigt ideen med at medbringe champagne til bønderne ved landing og sådan opstod traditionen med champagneceremonien efter vellykket landing.

I Danmark opsendte man den første ballon allerede 27. december 1783, men den første personopstigning fandt først sted 1. oktober 1806 med opstigning fra Rosenborg Eksercerplads og landing ved Roskilde. Ellers var ballonopstigning hovedsagelig et populært indslag i 1800-tallets forlystelsesliv, hvor det blev en del af Tivolis image.

I dag dyrkes ballonflyvning både som sportsgren med officielle nationale og internationale mesterskaber såvel som passagerflyvning med de fantastisk smukke aftenflyvninger, BallonDanmark tilbyder, når vejret og naturen viser sig fra sin allerbedste side - lige fra den spirende forsommer til de smukke efterårsfarver tager over.